Typisk behandlingsprotokol
Det sker ikke sjældent, når der igangsættes et Theraplay-forløb med forældre og barn, at familien har været hårdt prøvet over lang tid eller har været igennem mange andre foranstaltninger. Det anbefales imidlertid, at det fornødne udredningsarbejde er på plads forinden, så familien tilbydes et Theraplay-forløb ud fra tankegangen om ”what works for whom”. Når det er gjort, så er en af de store fordele ved Theraplay, at forandring ofte kan ske relativt hurtigt, efter at behandlingen er påbegyndt – naturligvis igen set i lyset af den kompleksitet, som problemstillingen indeholder.
De første konsultationer er samtalebaseret og har til formål at indsamle oplysninger og opbygge alliance og give håb – meget gerne i en samtale med begge forældre, når dette er muligt. Herefter gennemføres en struktureret samspilsobservation (MIM) af barnet med hver af dets forældre, hvor de sammen udfører en række enkle legebaserede opgaver med det formål at blive klogere på, hvordan forælder-barn relationen påvirker barnets udvikling. Samspilsobservationen optages på video, og behandleren ser videoen igennem som forberedelse til den feedback, der er formålet med de næste en til to samtaler. Her bringes styrker og behov i samspillet mellem barn og forælder frem set i lyset af de fire dimensioner, og der bliver talt om målene for den forestående behandling.
Herefter følger en session, hvor behandleren demonstrerer Theraplay-aktiviteter for forældrene, så de ved, hvad de kan forvente samtidig med, at de kommer i kontakt med den følte, interaktive oplevelse, som legene og aktiviteterne inviterer til. På den måde styrkes også alliancen med forældrene på en nonverbal måde, som bygger op til en mere konkret guidning af forældrene i det efterfølgende arbejde.
Så er tiden kommet til at selve Theraplay-forløbet med barn og forælder begynder. De aktiviteter, der er omdrejningspunktet for de enkelte legeterapeutiske sessioner, er nøje sat sammen af behandleren i forhold til de behandlingsmål, der skal arbejdes med. Aktiviteterne udføres i kombinationer, der har fokus på dyadens behov for struktur, engagement, omsorg og udfordring – de fire dimensioner i Theraplay.
Typisk mødes forælder/forældrene med behandleren uden barnet efter hver tredje Theraplay-session. Her skabes der rum for mentaliseringsstøttende arbejde med forældrene. Der tales om ressourcer og behov, fremskridt og mål, og forældrene støttes i at brobygge udviklingsfremskridtene til hjemmet. Afhængig af kompleksiteten i den givne familie kan set-up’et med forældrene konstrueres på forskellig vis. Nogle forældre kræver en mere massiv indsats end andre.
I en familie med lettere til moderate vanskeligheder omfatter hele forløbet typisk én session i 20-26 uger – med enkelte opfølgende sessioner det følgende år.
Børn, der har været udsat for adskillelse, tab, traume, skiftende omsorgspersoner, eller som har opholdt sig på institution, har typisk brug for supplerende hjælp ud over den standardversion af Theraplay-behandlingsprotokollen, der er beskrevet ovenfor.