Hvad er forskellen på MIM, DEIS og MIM-P?
Marschak Interaction Method (MIM) er en struktureret legebaseret observationsmetode, som Marianne Marschak i sin tid udviklede, og som sidenhen overgik til Theraplay®-Instituttet for her at blive en integreret del af behandlingsprotokollen. MIM er et kvalitativt klinisk værkstøj, som du bliver trænet i at anvende, når du uddanner dig i Theraplay-metoden.
MIM anvendes som led i den indledende undersøgelsesfase af et Theraplay-forløb med det formål at blive klogere på, hvordan forælder-barn relationen påvirker barnets udvikling. MIM består af en række enkle opgaver, som forælder og barn udfører sammen. Opgaverne er designet til at frembringe forskellige typer af adfærd inden for Theraplays fire dimensioner af forælder-barn interaktion: Struktur, Engagement, Omsorg og Udfordring. MIM indgår som en vigtig del i at kunne præcisere tilrettelæggelsen af de efterfølgende Theraplay-sessioner og bygger således bro mellem undersøgelses- og interventionsdelen i et Theraplay-forløb.
Fra Theraplay®-Instituttets side har man i takt med tidens trend et ønske om en større evidensbaseret praksis, og derfor har man sidenhen givet tilladelse til, at man i Finland med Saara Salo og Jukka Mäkelä (2006; 2010; 2017) ved roret har kunne udvikle det kvantitative scoringsstystem til MIM kaldet Dyadic Emotional Interaction Style (DEIS), og at Susan Hart (2018) ligeledes her i Danmark har kunne udvikle Marschak Interaction Method Psychometrics (MIM-P), som er forankret i den neuroaffektive udviklingspsykologi.
Susan Hart har tilført samregulering, som en femte dimension til MIM-P, og i DEIS er playfullness tilført som en femte dimension. Der udbydes certificering i begge scoringssystemer. MIM-P udbydes via docenten.dk, og DEIS udbydes igennem pilkeklinikka.com.
Begge scoringssystemer anvendes aktuelt i forskningssammenhæng og kan med fordel indgå som en del af testbatteriet i forældrekompetenceundersøgelser, brede børnepsykologiske undersøgelser m.fl.